LAG Esbjerg har i samarbejde med Esbjerg Kommune kåret Hunderup-Sejstrup som Årets landsby 2009.
Her er hvad LAG Esbjerg skrev i en pressemeddelelse den 28. august 2009:
Hunderup-Sejstrup er en levende landsby, der vil udvikling og ikke afvikling.
Siden 1980, hvor man selv byggede idrætssal, har sognet sydet af
vilje til at bevare og udvikle sognet og dets aktiviteter. Gennem de
seneste år er der kommet mange nye tiltag, bl.a. i samarbejde med
Esbjerg Kommune og LAG Esbjerg.
De ca. 800 indbyggere evner at have mange bolde i luften på samme tid.
Der er musik- og teaterliv, der er noget ud over det sædvanlige, og som trækker folk til lang vejs fra.
Der er fastelavnsfest, landsbyfest, Sct. Hans fester,
kirkearrangementer, men der sørges også for et rigt foreningsliv til
glæde for alle aldersgrupper: Der er – ud over de traditionelle
idrætsgrene – cykelklubben, seniorklubben, Hunderup-Sejstrup logen m.fl.
Desuden accepterer man ikke umiddelbart, at indkøbsmulighederne
lokalt forsvinder, og derfor genetablerer man den lokale købmand ved
indsamling af mange penge lokalt.
Man sørger v.h.a. bl.a. en omfattende velkomstpakke for at modtage nye tilflyttere med maner!
Man får lavet en film, så også andre kan blive delagtiggjort i, hvad der er lokalt at tilbyde.
Man tager kontakt til borgmester og forvaltninger, når man gerne vil, at
der skal ske lidt mere på udstykning af byggegrunde og vil en
landsbyplan og man sørger for, at alle via Landsbyposten og en ny
hjemmeside får oplysninger og informationer, så man er orienteret om,
hvad der sker.
|